Festen er slut!
Af: Peter Sevel, Kontaktdirektør.
Efter den seneste tids turbulens i diverse industrier, er det nu blevet mediernes tur til at mærke effekten af finanskrisen.
Efter flere års fremgang tyder alt nu på, festen er ved at være slut for spillerne på annoncemarkedet. Den finansielle krise kommer til at ramme medierne hårdt, fordi annoncer er noget af det første virksomhederne sparer væk. For første gang i fem år forventer mediebureauer landet over, at annonceindtjeningen vil falde. Således spår flere store mediabureauer, som Journalisten.dk har talt med, at et fald på annoncemarkedet vil nå op mod ti procent. Mediernes annonceindtjening har ellers været støt stigende siden år 2003.
Mediebureauerne vurderer, at krisen vil ramme mediegrupperne forskelligt. Forventningen er, at TV vil opleve en mindre nedgang end fx printmedierne. Det skyldes bl.a., at det er lettere at måle effekten af kampagner på TV, og derudover er der mange reklamer på TV for varer, som forbrugerne også efterspørger, selv om der er finansiel krise.
”Folk skal stadig have ost, mælk og vaskepulver. Den type annoncører vil stadig kæmpe om at være synlige. Men der vil også være annoncører, der skal forsvare deres bundlinje, og derfor vil annonceindtjeningen på TV også falde,” siger kontaktdirektør i Initiative Universal Media Peter Sevel til Journalisten.dk.
Vi vil snarligt følge op på, hvordan hvert medie rammes af finanskrisen.
Kilde: Journalisten.dk


ShareThis



Skriv en kommentar