Multimedie feature på Frontbox – QR-kode
Af: Jeppe Lamm Nielsen, Interactive Planner.
Frontbox følger nu moden med mobil-features og indfører en QR-kode til sitets nyhedsfeed. Du kan nu få Frontbox-nyheder direkte på telefonen.
Til alle snart-indviede
QR eller Quick Response er to-dimensionelle stregkoder, som du med special software kan scanne med din mobiltelefon. Når software er installeret i din telefon, kan du med kameraet i mobilen initiere en webbaseret service, besked, tjeneste, content eller andet. I Frontbox’ tilfælde vil du modtage sitets nyhedsfeed.
Opfindelsen kommer naturligvis fra Japan… som alt andet tosset Hi-Tech-fikumdik, og prognosen siger, at teknologien snart vil være anvendt i mange former for markedsføring, reklame, in-store, on-pack, information, distributionskanal, events osv. Group Interactive Director i IUM, Christian Strand, siger om opfindelsen: ”Når først, QR-teknologien er implementeret, er det en hurtig og unik måde at lede forbrugeren ind på et mobilt site”.
På verdensplan findes der tre overordnede standarder af QR-koder. Frontbox’ kode er lavet i samarbejde med firmaet ScanLife, og den er af type EZ-code. På det danske marked er volumen endnu ikke prangende, da der er installeret ca. 15.000 forskellige terminaler… alle i forbindelse med en TDC printkampagne, men nu melder Frontbox sig altså på banen, og alle inviteres til at følge trop. ”Der er ekstremt meget coolness og firstmover-værdi for annoncører i det her,” siger Christian Strand. ”Det kan blive et fint add-on og en berigelse af eksisterende offline materiale. Generelt en god måde at puste liv i offline og bringe det online”.
Hvordan du leger med
Første skridt er at installere QR-softwaren i din mobil. Hvis du ikke allerede har den i din telefon, kan du klikke her eller sende ”scan” til 1220, hvorefter du modtager et link til en guidet introduktion. Alt dette kræver selvfølgelig, at du har internetadgang og kamera i din telefon. Efter gennemlæsning af guiden vil du vide, at du nu kan scanne QR-koder, hvorend du måtte møde den, og derved åbner du en helt ny dimension af multimedia.
På Frontbox kan du scanne billedet til denne artikel, hvorved du modtager sitets nyhedsfeed, og på forsiden af Frontbox finder du samme QR-kode under tag-boxen i højre side af sitet.
Velkommen med på mobilmoden.


ShareThis



Skriv en kommentar