Nye regler for reklamer i husstandsomdelte aviser

15. December 2008Tags: , ,

ShareThis

Nye skilte for “Nej tak til reklamer” stiller nye krav til indstik i aviserne.

Den nye aftale om to forskellige skilte med hhv. ‘Nej tak til reklamer’ og ‘Nej tak til alt’ stiller nye krav til indstik i ugeaviser, samt aviser, der husstandsomdeles en eller flere gange om ugen.

I det nye regelsæt omkring ‘Nej tak til reklamer’, som bl.a. Danske Dagblades Forening og Ugeaviserne har været med til at forhandle på plads med Forbrugerombudsmanden, stilles der krav om, at det klart skal fremgå af indstikket, at det er en del af ugeavisen. Dette gælder også for indstik i de aviser, der husstandsomdeles en eller flere gange om ugen.

I regelsættet står der:

”Omdeles aviser/skrifter med såkaldte indstik, kan disse alene anses som en del af avisen/skriftet, hvis indstikket faktisk er en del af hovedproduktet, eller det udtrykkeligt fremgår, at indstikket er et bilag til avisen/skriftet. Er der denne sammenhæng, indgår indstikket i den samlede vurdering af, om avisen/skriftet opfylder betingelserne for ikke at blive anset for reklame. I modsat fald vil indstikket blive anset for en almindelig adresseløs forsendelse og kan i sig selv blive anset for en reklame. Vareprøver vil ikke kunne anses som indstik”.

Ugeaviser og aviser, der husstandsomdeles en eller flere gange om ugen, skal respektere et mærkat med teksten ”Reklamer og gratis aviser – Nej tak”, uanset om der er indstik i avisen eller ej.

Dagblade, der ikke husstandsomdeles, skal ikke respektere den nye ordning, og dermed behøver det ikke fremgå af indstikket, at det er en del af avisen, og avis og indstik skal ikke respektere et mærkat med teksten ”Reklamer og gratis aviser – Nej tak”.

Kilde: DDF

ShareThis

Skriv en kommentar