2009 – mediernes kriseår? (Del 2)
Af: Peter Sevel, Kontaktdirektør.
I anden del af denne føljeton undersøger vi finanskrisens indvirkning på yderligere to mediegrupper, Radio og de nye nichemedier - første del kan ses her.
Virksomhederne er så småt ved at få et bedre overblik over konsekvenserne af finanskrisen, og der bliver i disse dage truffet mange vigtige beslutninger om, hvor mange ressourcer annoncørerne kan allokere til markedsføring. Der er udpræget enighed blandt medieeksperter om, at vækst i mediainvesteringerne vil være et usædvanligt syn i 2009, men hvordan ser fremtiden ud for de enkelte medier?
Radio:
Radio-markedet har været lettere turbulent de seneste måneder. Således så vi for nylig, at landets største kommercielle radiokanal, Radio 100 FM, undgik at få inddraget sendetilladelsen. Derfor peger prognoserne for denne mediegruppe også på, at krisen sætter ind i 2009. Business.dk vurderer i gennemsnit, at radiomarkedet er faldet med 11 % ved udgangen af 2008. Alligevel har Radio 100FM’s overlevelse sikret en smule optimisme, og trods trusler om at trække sig ud af markedet, betalte kanalen for sendetilladelsen for 2009, og dermed afværges et totalt kollaps på det kommercielle radiomarked. Fra nogle kanter spås der overraskende om vækst i 2009, for hvis Radio 100 FM, som alt nu tyder på, fortsætter i sin nuværende form i 2009, er der ifølge Business.dk potentielt mulighed en fremgang på 10 % til radiomediet til næste år. Dog indikerer de fleste spådomme for 2009 imidlertid en negativ udvikling; fra en nulvækst til minus 11 %. Broadcast Planner hos IUM, Simon Trajcevski, ser positivt på mediets fremtid: ”I disse ”krisetider” skal man ikke tage fejl af radioens stærke sider. Dels er det et markant ”billigere” og godt taktisk medie at annoncere i, dels er produktionsprisen tilsvarende lavere i forhold til eksempelvis TV. Disse forhold vil være attraktive for annoncører som fortsat ønsker at profilere sine produkter og virksomheden på markedet, men som samtidig er økonomisk påpasselige, og derfor vil holde lidt igen. Jeg forudser ikke en bemærkelsesværdig nedgang for radiomarkedet i forhold til 2008”.
Nichemedier:
De ”ubestemmelige” medier får – ikke overraskende – ingen entydig diagnose for næste år. Derfor er nichemedierne underlagt standard-prognosen, hvor det ser dystert ud, og hvor der ikke tvivles på, at der bliver færre annoncekroner at kæmpe om i 2009. Annoncørerne vil efter al sandsynlighed satse på det sikre, og de største tabere bliver derfor de nye nichemedier som fx mobiltelefonen. Business.dk’s analyser viser, at de mindre nichemedier bliver de største tabere, fordi de endnu ikke kaster hurtige og målbare resultater af sig til annoncørerne. Helt overordnet siger adm. direktør for Initiative Universal Media, Michael Thim: ”Det bliver et hårdt år, hvor alle skal kæmpe om tingene. Men der er endnu ikke nogen konkret viden om 2009. Annoncørerne har ikke lagt faste budgetter, men arbejder derimod med forskellige scenarier”. Michael Thim beskriver den meget omtalte finanskrise som en mikrotrend, der bliver forstærket af journalister og folk, som ikke tidligere har været gennem en krise. ”Men den rammer ned i nogle makrotrends, som f.eks. at printmedierne har det rigtig hårdt. Den tendens bliver forstærket yderligere,” siger Michael Thim. Han vurderer, at de imageskabende nichemedier sammen med mediegrupper, der endnu ikke for alvor har taget fart, vil blive ramt hårdest. Til gengæld vil hurtige medier med en målbar respons som søgeordsannoncering, direct marketing og markedsføring ude i selve butikkerne vinde markedsandele.
Kilde: Business.dk


ShareThis



Skriv en kommentar