FrontBox

Af: Michael Thim, Administrerende direktør/CEO.

Som afrunding på flere indlæg om finanskrise, kan følgende konkluderes: Det ser usikkert ud! Det er ingen endegyldig konklusion på den økonomiske situations indvirkning, for den slags findes ikke. Det skal der nu heller ikke være endnu, men det er symptomatisk at se, at holdninger til finanskrisens indvirkning på brancher, der relaterer til Frontbox, er ligeså mangfoldige, som de løsningsforslag, der cirkulerer i branchen for tiden.

En tidligere poll fra sitet illustrerer det således:

Ingen er enige, men her er min mening:
Nu da den første måned af 2009 er ved at være overstået (og overlevet), og folk på egen krop kan mærke, om finanskrisen har betydet noget for forbruget i Danmark, bør man lige stoppe op og filosofere over, hvor meget finanskrisen egentlig betyder for mediemarkedet og medieforbruget i Danmark.
Nyhedsmedierne har i vanlig sensationel stil malet fanden på væggen, og det er sket over en periode på ca. 6 måneder. De dystre prognoser peger på, at mange markeder undergår en gigantisk revolution, og at der er mange tabere i de store spil, som er forbundet med verdensmarkedets børser. Samtidig henvises vi som forbrugere til at tro, at udviklingen vil fortsætte langt ind i 2010’erne, men hvor meget krise er der egentlig i krisen?
Der er da ingen tvivl om, at krisen markerer et afgørende skift fra den højkonjunktur, der har været kendetegnende for 2005-2008, men når det tages i betragtning, at prisen på mange forbrugsgoder kunne have brødfødt hele landsbyer i flere Ulande, er finanskrisens dommedagsprognoser så ikke udtryk for en misinformeret, forkælet kultur? Der skal ikke prædikes filantropi i denne sammenhæng, men man skal huske på at ordet ”recession” blot betyder ”tilbagegang”, og at det økonomiske begreb ”depression” ligger langt fra det, der foregår nu.
Ligeså lidt, som der skal prædikes filantropi, skal der heller ikke prædikes for en ignorant, laissez-fair holdning til tingenes tilstand. Der er ingen tvivl om, at finanskrisen har haft enorm indflydelse på mange menneskers liv, men i en verden, hvor tidens relativitet er reduceret til nano-sekunder og –bits, virker det som om, at udsigten til et års tilbagegang forstærkes unødvendigt meget.
At mange annoncører må gøre status over de rådighedsbeløb, der kan anvendes på reklame, er bare den underlæggende kraft, der styrer den shake-out-mekanisme, hvorved useriøsiteten ved mange medier vil blive understreget; og det, vi står tilbage med, er således de medier, der rent faktisk giver en reel ROMI.
Ligeledes vil mange nye markedspotentialer og forbrugstrends åbenbare sig i kølvandet på tilbagegangen, og for at blive i søfartsanalogien kan man sige, at der i forbindelse med finanskrisens stormvejr er der nogle, der søger i læ for vinden, mens der er andre, der sætter sejl. De, der sætter sejl og kommer ud på den anden side af stormen hurtigst, vil også være dem, der er tættere på den havn, hvor produkterne skal sælges. Og når den tid kommer, hvor skibet lægger til, vil der igen være brug for reklamefolk og medier til at sprede budskabet om de nye varer. Man må med andre ord styrke sine evner til at navigere det økonomiske hav, og man må være søstærk for at overleve. Muligvis er det bedste, man kan gøre fra starten af 2009, at spejde mere intenst mod horisonten, så man hurtigere opdager, hvor det lysner.