Gratisaviserne på tilbagegang i hele Europa
De danske mediehuses gratisaviser tabte millioner af kroner på gratisaviserne i 2008, og det er til trods for lukning af flere titler og markante nedskæringer i oplagene. Og der er ikke umiddelbart udsigt til, at den nedadgående spiral for gratisaviserne stopper lige med det samme:
”Det, som er sket i Danmark, er symbolsk for den bredere tendens. Jeg tror, at omnibusgratisaviser har toppet i Europa, og at vi kommer til at se flere konsolideringer og lukninger”, vurderer Per Mikael Jensen, topchef for Metro International, der driver gratisaviser i 20 markeder på fire forskellige kontinenter.
Tendensen tog ifølge Børsen for alvor fart i 2008, hvor oplaget på danske gratisaviser blev mere end halveret, særligt på grund af Nyhedsavisens lukning. Ifølge Newspaper Innovation er det en tendens, der på europæisk plan modsvares med en nedgang på 6 procent.
Efter gratisavisernes vilde optur fra 2005 til 2007 er den danske avisbranche ved at være tilbage i en situation, der på sigt kan udløse flere lukninger.
I hvert fald har flere danske mediehuse trukket følehornene til sig, eksempelvis da JP/Politiken sidste år afstod 24timer til MetroXpress mod en aktiepost på knap 25 procent. Berlingske Tidende har stadig gratisavisen Urban, men har valgt at skære oplaget ned til 130.000 aviser sammenlignet med over 250.000 aviser for to år siden, skriver Børsen.
I norske Schibsted har man valgt at lukke sin spanske gratisavis, og Bonnier har skåret voldsomt ned på udgivelsesfrekvensen for den svenske gratisavis City. Alligevel vil gratisaviserne dog fortsat være en strategisk vigtig kampplads for mediehusene, mener medieanalytiker Henrik Schultz fra Argo Securities i Oslo:
”De etablerede mediehuse kan ikke klare sig uden nye kanaler som gratisaviserne, og det betyder, at de måske kommer til at kaste sig endnu mere over det. Langt de fleste abonnenter på betalingsaviserne er jo over 45-50 år”, vurderer han ifølge Børsen.
Kilde: DDF


ShareThis



Skriv en kommentar