Ingen Cavling-journalistik på onlinemedier – og hva’ så?

20. April 2009Tags: , , , , , ,

ShareThis

Af: Christian Strand, Group Interactive Director.

I sidste uge var en af de store branchehistorier sammenkoget af en amerikansk undersøgelse, der uden videre konkluderede at print var mere effektivt end tv, som så igen var langt mere effektivt end internet – en undersøgelse betalt af tv-stationen CBS og printemperiet Condé Nast. Som opfølger dukkede så en dansk undersøgelse op foretaget af Samurai PR – baseret på en imponerende stikprøve på 211 personer – som ligeledes konkluderede, at tv var den vigtigste nyhedskilde med internettet helt nede på en tredjeplads.

Som et kuriosum fastsatte den danske undersøgelse endvidere, at internettet mangler troværdighed, hvilket skyldes manglende kvalitet i det redaktionelle og helt konkret manglende Cavling-vindende historier. Nu er det jo sådan set de samme mediahuse, og ofte de samme journalister, der står bag både dagbladene og onlineaviserne, så den køber jeg simpelthen ikke. Det er vidne om en gammel opfattelse af mediabilledet.

Online og offline har forskellig instrumentalitet. Offline giver bedre mulighed for fordybelse – hvis det er det, man er efter – mens online er hurtige nyhedsfix, egen research og rigtige og aktuelle nyheder… for kan man i 2009 egentlig tillade sig at kalde en beskrivelse af en begivenhed der i bedste tilfælde er 7 timer gammel en ”nyhed”? Det mener jeg ikke. Jeg tror stadig, print har en rolle at spille i den nærmeste fremtid, men det bliver nærmere i en magasinform, hvor der kan dyrkes de dybdegående artikler og reportager , og det bliver vel at mærke på et helt andet lavt niveau end tidligere. På de aktuelle nyheder kan de ikke konkurrere med onlinemedierne, og det er her massekonsumet ligger.

I slutningen af sidste uge tog MSN så til genmæle og bragte den årlige Mediascope Europe, som på tværs af alle europæiske lande sammenligner borgernes mediaforbrug og medialoyalitet. Her var der to store konklusioner: danskernes mediaforbrug som sådan er i vækst, og knap 49 % af danskerne siger, de vil være fortabt uden online adgang… tallet for dagblade var blot 3 %!

Udover der tilsyneladende er vidt divergerende opfattelser af virkeligheden, så er den eneste rigtige konklusion vist, at det afhænger af, hvilken mediagruppe du spørger. Faktum er dog, at dagbladenes læsertal er i frit fald, mens online mediernes brugertal fortsat er stigende… det tyder jo ikke rigtig på, at Samurai PR’s undersøgelse holder stik. Tværtimod virker det helt klart som om, at danskerne gerne vil have de aktuelle nyheder, som internetmedierne bringer, til fordel for den påståede højere kvalitet dagbladene bringer. Brugernes virkelige adfærd taler vist for sig selv, og jeg ved godt, hvilken undersøgelse og mediagruppe jeg vil satse mine penge på.

Men hvad siger du? Er onlinemedierne en uddøende race, eller er det printmedierne, der har gang i massemedie-æraens største tilfælde af selvbedrag? Eller ligger sandheden et helt andet sted?

ShareThis

3 kommentarer til “Ingen Cavling-journalistik på onlinemedier – og hva’ så?”

  1. Dennis Hansen skrev:

    Jeg er helt enig i, at medierne ikke kan sammenlignes. Forskellen på en flot opsat reklame på glittet papir i et magasin man holder af og et ligegyldigt banner på en hjemmeside er milevid. Det er som en hed romance kontra et kig efter en flot pige på cyklen, hvis man skal omsætte det til noget håndgribeligt. Jeg er enig i, at internettet er kommet for at blive, men værdien af magasiner er ikke at forkaste, når blot der er overensstemmelse mellem magasin og reklame.

  2. Christian Strand skrev:

    Jeg har tit hørt argumentet med “glittet papir”, men synes det er en pladderromantisk og lidt forældet holdning.

    Omvendt er jeg helt enig i at reklamen skal passe til mediet…og det gør sig ikke kun gældende i de gamle medier men også på nettet hvor der bestemt er mange ligegyldige og ikke målrettede reklamer. Det er dog ikke et fænomen forbeholdt nettet.

    Magasiner skal overhovedet ikke forkastes og jeg er da også sikker på at de fortsat vil spille en rolle i den nærmeste fremtid, men faktum er at de ligesom dagbladene taber læsere…”glittet papir” eller ej. Senest har Benjamin Media lukket Arena, FHM og Cosmopolitan og lur mig om det bliver de sidste.

    Brugerne har talt.

  3. God artikel og gode pointer.

    Naturligvis har både print og tv rigtigt travlt med at fortælle om, hvor fantastisk effekten ved annoncering i deres medier er.
    Det ville man vel også selv gøre, hvis man sad på et styrt-blødende medie, der både har nedgang i brugere og derfor annoncørernes interesse. Annoncørerne har jo en underlig tendens til at holde sig til der hvor brugerne er :-)

    Jeg tror med tiden vi vil se både flere magasiner og flere aviser dreje nøglen om. Ikke fordi at det som sådan er dårlige oplevelser man får ved at læse mediet, men primært fordi reaktionstiden er så lang.

    Forbrugerne ønsker i større og større grad “realtime” nyheder og informationer. Det har både aviser og i særdeleshed blade rigtigt svært ved at leve op til med den måde de bliver produceret på. De fleste månedsmagasiner har jo ofte deadline uger eller måske måneder før de udkommer – der kan en del jo nå at ændre sig :-)

    Jeg er enig i, at man kan opnå en anden opmærksomhed med en helsides annonce i Berlingeren end et 468×60 banner på et website – men det er samtidigt også lidt som at sammenligne æbler og bananer. Mange online medier kører jo efterhånden ret dominerende ejerskaber, der er ret svære at undgå – og der mener jeg sagtens at opmærksomhed, “uddannelse” af læserne og effekt kan konkurrere med både print og tv.

    Så jeg er glad for at jeg ikke længere sidder på et printmedie :-)

Skriv en kommentar