I biffen i ferien

Af: Phillip Lyhne-Lorentzen
Skal man ramme børn igennem biografreklamer, gælder det om at få kampagnen klar til efterårsferien, når det store ryk ind kommer.
Efterårsferien er biografernes travleste uge. Sidste år var 13 % af hele årets biografgæster igennem billetlugen i løbet af efterårsferien. Det er især børn og deres forældre, som fylder salene i denne uge, når dagene bliver kortere og koldere.
Biograferne lægger meget naturligt ofte store premierer på børnefilm lige omkring efterårsferien. I år er det især to film, som skal trække de unge biografgæster til. Den første er anamationsfilmen UP, som er en ny stor satsning fra Pixars, mens den anden store efterårsfilm er den danske eventyrfilm Monster Jægerne.
Lanceringen af de to nye børnefilm op til ferien kombineret med historikken for besøgstal i denne periode gør biografannoncering, særligt rettet imod børn, attraktiv i denne periode.
Biograferne er generelt gode til at skabe ekstra opmærksomhed til eksisterende kampagner og budskabet går for det meste tydeligere igennem end ved et tv spot. Biograf er en dyr måde at købe eksponeringer på i forhold til tv, til gengæld rammer man målgruppen på et tidspunkt hvor de har sine sanser fuldt åbne og er positivt stemt over for forstående oplevelse.
Udover de almindelige spotreklamer er der efterhånden mange måder at aktivere sin biografkampagne på. Eksempelvis er det muligt at sende SMS til gæsterne via Bluetooth, vise reklame spot i foyeren, reklamere på Kino.dk og sample i selve biografsalen. Biografen kan på denne måde aktiveres som et kontaktmedie, der går tættere på gæsterne og tilbyder underholdning i en ventetidssituation – noget de fleste forældre med sprudlende børn sikkert hilser velkomment.
Selvom Biografannoncering sjældent kan bære en kampagne alene, er det et godt kvalitativt supplement til eksisterende kampagner, og særligt i de travle sæsoner er det noget, der er værd at overveje til at supplere de stører kampagner med.


ShareThis


Skriv en kommentar