Radio100 er fortsat live…

28. September 2009Tags: , , , ,

ShareThis

on_air

Af: Jakob Olsen, Broadcast Director
Radio100 lever endnu, men spørgsmålet hvor længe og hvordan. Bagmændene bag stationen – det hollandsk ejede Talpa Radio – har licens til at drive FM6 på frekvenserne 100.0 & 99.9 FM indtil 2011, men har ikke kunne skabe en forretning med noget der ligner et økonomisk afkast.

Problemet ligger bl.a. i den årlige koncessionsafgift til Kulturministeriet på 22 mio. om året, betragtelige udgifter til KODA samt et kommercielt radiomarked, der ikke har levet op til forventningerne.

Radio100 er en del af netværket DDR, som består af Radio100 og en række lokalradioer spredt over hele landet. Samlet set har DDR har en kommerciel lytteandel på ca. 65% og har dermed en god position på markedet. Alligevel kan det med de eksisterende afgifter og indholdskrav ikke lade sig gøre at drive en forretning. Derfor har regeringen lovet, at vilkårene for den næste rettighedsperiode vil blive anderledes, men hvad det præcist indebærer afventes fortsat. Det er dog sikkert, at udbuddet i stedet for en prisbaseret auktion, i højere grad vil blive udformet som en skønhedskonkurrence, og at den kommer til at ligge i foråret 2010. Kanalens fremtid afhænger nu af Talpa og evt. nye investorer og samlet set er der en række sandsynlige fremtidsscenarier:

En mulighed er, at Talpa og evt. nye investorer ser fremtidsmuligheder i den opstillede skønhedskonkurrence og vælger at drive radiokanalen videre i en modificeret udgave. I dette scenarie betaler Talpa også de sidste to års koncessionsafgift.

En anden mulighed er, at Talpa går i betalingsstandsning – også henover fristen for betaling af næste afgift – mens de forsøger at rekonstruere selskabet for at genoptage licensen fra 2011 under andre vilkår.

En tredje mulighed er at Talpa opgiver rettigheden til FM6, går i betalingsstandsning, redder Radio100 brandet via en rekonstruktion af selskabet og derefter driver DDR videre på Radio100’s lokale frekvenser samt lokalradioerne.

En fjerde mulighed er simpelthen, at Radio100 lukkes, og kanalen står tom indtil det nye udbud er gennemført.

Alle scenarierne er reelle muligheder og beslutningen afhænger først og fremmest af de fremtidsmuligheder, som Talpa stilles i sigte. Der er ingen tvivl om, at afgifter og indholdskrav i næste omgang skal neddrosles, hvis regeringen ønsker diversitet på radiomarkedet.
Vi følger selvfølgelig situationen og ser frem til Regeringens udspil på området.

ShareThis

1 kommentar til “Radio100 er fortsat live…”

  1. [...] er således gået i betalingsstandsning, og direktør Jim Receveur spekulerer selv i særligt to af scenarierne opridset i en tidligere artikel her på Frontbox. Med udgangspunkt Receveurs udtalelser er de mest sandsynlige muligheder, atTalpa fortsætter [...]

Skriv en kommentar