Kreativitet til discountpriser?

Af: Lars Anthonisen, Interactive Manager
I sidste uge kunne man på Markedsforing.dk læse, at en række gamle bureaukræfter havde startet et helt nyt reklamekoncept – adstore.dk; en webshop, hvor kunderne kan bestille reklamemateriale online, og til fast lav pris. Spørgsmålet er, hvorvidt man får det samme, som når man køber bannerannoncer hos traditionelle reklame- eller webbureauer. Kan man virkelig købe kreativitet til discountpris blot med et par enkelte klik?
Fra mit synspunkt er udviklingen naturlig – især i den finansielle situation taget i betragtning. Ved at gøre netop det som webshops er bedst til, nemlig at skære unødvendige mellemled bort og få kunden til at gøre en del af forarbejdet (fysisk butik kontra onlinebutik) opnås en væsentlig konkurrencefordel. Dette er også en af årsagerne til at adstore.dk lanceres netop nu:
– Med den afmatning vi ser nu, gælder det om at finde et niveau, hvor vi kan mødes med kunderne uden at gå på kompromis med kvaliteten. Alt peger på, at prisen er det vigtigste parameter, og ved at lægge hele kommunikationspaletten ind i en webshop sparer vi tid, og det er hurtigt for kunden at finde ud af, hvad en brochure og tre annoncer koster, siger Bo Mahnfeldt, der er partner i adstore.dk.
Fra et digitalt synspunkt er ideen dog langt fra ny. For over et år siden introducerede Google deres Display ad builder og ad serving & tracking firmaer som Adform og Eyeblaster tilbyder også større integrerede banner-builder løsninger i deres systemer. Tilbage i juni i år lancerede amerikanske Pointbanner deres service, der tilbyder skræddersyede bannere leveret på 48 timer for kun $49. Ideen ligner adstore.dk’s, nemlig at kunden selv klarer forarbejdet online: Efter upload af logo, tekst, URL og valg af størrelse går Pointbanners designteam i gang med at lave bannerne, og efter max tre korrekturrunder har man et personligt banner til en meget lav pris. Priserne bliver endda så lave som 60 kr. per banner, hvis man køber en af deres pakker.
Forskellen mellem adstore på den ene side og lignende løsninger fra fx Google, Adform og Pointbanner er at det er professionelle grafikere (som normalt er dyre og tidskrævende) der står for det vs. predefinerede templates. Dog er alle løsninger mere i retning af ”sweatshop” arbejde, og man skal som kunde være opmærksom på at det ikke forkromet kreativitet og strategi man køber!
Ud fra mit synspunkt er ideen dog spot on, når man snakker online responskampagner. Løsninger som disse giver responskunder mulighed for let og billigt at få lavet f.eks. 20 forskellige eksekveringer, der kan roteres, så de bannere der performer bedst kan vises flest gange.
For et budget på 10.000 kan kunderne i stedet for kun ét banner få 20 bannere. I sidste ende giver dette mulighed øget ROI, fordi kampagnen kan optimeres. Til syvende og sidst kommer det an på sigtet med kampagnen. På rene leadkampagner kan dette således være en udmærket løsning. Omvendt ville pengene ikke være godt givet ud, hvis sigtet med kampagnen var at skabe øget brandværdi og langsigtet image-building, for selvom man så bestemt får, hvad man betaler for, er strategi og overraskende kreative løsninger ikke inklusiv i de små priser.
Kilder: Markedsforing.dk og Cph-ink
Få Frontbox til din mobil.



10. November 2009 kl. 10:20
På http://www.liveads.dk kan man lave uendeligt antal banners for 5K per måned og opdatere dem i realtime.
10. November 2009 kl. 12:27
Hej Claus
Tak for din kommentar.
Jeg kender godt liveads.dk og dette er endnu et godt eksempel på den slags services jeg beskriver, hvor fokus er på pris og kvantitet (Det er også det du vælger at fremhæve).
For mange kunder handler det dog ikke kun om at få lavet tingene billigst muligt. Her er det nemlig vigtigt at indgå i en dialog med kunden om produktet og brandet for at skabe et kreativt univers der afspejler disse. Liveads.dk og lignende produkter giver god mening især for responskunder og mit budskab er egentlig bare at kunderne skal have i baghovedet, at det ikke er et komplet gennemarbejdet kreativt koncept de køber, når de handler hos Jer og Pointbanner mv.
2. February 2010 kl. 14:07
Jeg var slet ikke klar over, der var skrevet noget om adstore.dk på
frontbox – før nu! Så lige en forsinket komméntar med på vejen.
Jeg forstår godt, at “man” kan have visse betænkligheder om hvorvidt adstore.dk formår at leverer en forkromet kreativ løsning med de priser.
Hemmeligheden er, at desto mindre tid vi skal bruge på møder, kørsel etc, desto mere tid kan vi bruge på at være kreative. Nu skal det så også lige understreges, at adstore.dk opererer som bureau nr. 2. Vi sætter ikke næsen op efter de store film og statuetter…endnu.
Men mon ikke vores mange år i bureaubranchen gør, at vi formår at lave andet en flyers og visitkort. Det mener vores kunder som bl.a. tæller Vestfyns Bank, som vi skabte en lokal succesfuld DM kampagne for i november 09. Men vi ved godt, der er flere såkaldte kollegaer, der rynker på næsen, sådan er det altid i denne branche, når nogen gør noget nyt, eller noget andet desværre.
Bo Mahnfeldt
2. March 2010 kl. 15:39
Hej Bo
Tak for din kommentar. Det er godt at høre, at I ikke slår jer til tåls med det mest basale!
Nu siger du selv, at jeres strategi er, at være bureau nr. 2, og det er jo i virkeligheden meget af det samme Lars siger. I tilbyder et godt produkt til dem, der kan hjælpe sig selv lidt også, men jeres udfoldelsesrammer er jo også begrænset til at arbejde med eksisterende materiale, da man for 10.000 ikke går ud i den store fortoshoot eller filmproduktion.
I sidste ende handler det jo om forventningsafstemning selvom jeres koncept har skåret det overflødige væk falder der jo ikke noget ned fra himlen.
Christina Schaarup, Redaktør