Er tiden inde til brugerbetaling på nettet?

Af: Christian Strand, Group Interactive Director
New York Times gør det. Le Figaro gør det. Times of London gør det. Lisbeth Knudsen fra Berlingske og flere andre danske nyhedsmedier truer med at gøre det, men ingen af dem har endnu haft rigtig succes knækket koden. Jeg tænker selvfølgelig på brugerbetaling for indhold på nettet, hvilket er et emne en stor ny Nielsen-undersøgelse netop har søgt at afdække potentialet for… og det ser ikke positivt ud.
Ifølge Nielsens nye undersøgelse – og de erfaringer, som netmedierne allerede har gjort sig –er det voldsomt op af bakke at indføre brugerbetaling. Det gælder uanset om, det er på abonnements- eller mikro-betalings niveau.
Hele 85 % af de 27.000 respondenter fra 52 lande mener, at det, der er gratis, skal forblive gratis. Der er en lille tendens til, at brugerne er mere villige til at betale for professionelt produceret musik og film, men når det drejer sig om nyheder, ser det ikke positivt ud.
Forklaringen er simpel – nyheder er generiske, og så længe de kan findes gratis et andet sted, er der ikke penge i dem.
Faktisk siger hele 79 %, at de vil holde helt op med at bruge et nyhedssite, der kræver betaling, hvis de kan få nyhederne gratis andetsteds. Kun 32 % vil overveje betaling, uagtet, at de eller ikke ville kunne få adgang til onlinenyheder.
Public service gør det sværere
I Danmark kompliceres det hele yderligere af vores meget udbyggede public service-system, hvor vi i forvejen betaler for nyhedsindhold af høj kvalitet. En dansker vil til hver en tid kunne gå på DR.dk og få adgang til de samme (generiske) nyheder som f.eks. Berlingske m.fl. kommer til at tage betaling for.
Det er tilsyneladende en ond spiral aviserne er ude i. Faldende abonnementssalg betyder mangel på økonomiske midler til at producere kvalitetsindhold, hvilket får endnu flere læsere til at falde fra, hvilket… ja, det går ikke godt.
Er der overhovedet en vej ud af den onde spiral?
Men er der en vej ud? Ifølge Nielsens undersøgelse er der trods alt 32 %, der vil overveje betaling. Det kræver dog, at det indhold, de betaler for, har langt mere kvalitet og værdi end det de kan få gratis. Det lyder i mine øjne som en umulig opgave, men det er trods alt en livsline.
Der er også medier på nettet, som allerede i dag evner at sælge abonnementer, men vi er her ude i professionelle nichemedier som f.eks. Mediawatch, og altså ikke noget der giver den helt store volumen.
Brugerbetaling bliver svært at få indført, så længe der findes gratis alternativer
Så måske vejen frem er nicheorienteret indhold af høj kvalitet? Det er jo i bund og grund den ”long-tail” tankegang, som det meste af nettet bygger på.
Dog mener jeg, at problematikken altid vil være den samme. Nettet er bygget op omkring den frie bevægelighed og hurtige adgang til et stort hav af nyhedskilder.
Med mindre hele verdens nyhedsmedier enes om at tage sig betaling, så vil det altid være muligt at finde en gratis nyhedskilde et eller andet sted i verden, hvor man kan få sit fix – Ellers er der jo altid DR!
Det samme gør sig gældende indenfor faglige nicher og professionelle områder… Her er Frontbox et godt indenlandsk eksempel gratis indhold til en faglig niche formidlet på dansk – no strings attached.
Så… pøj pøj med at indføre brugerbetaling.


ShareThis


Skriv en kommentar