Berlingske vil udgive lokale glittede magasiner

Af: Christina Schaarup, Redaktør
Sidste uge annoncerede Berlingske Medier sine planer om at udgive 16 lokale glittede gratis magasiner i et stort oplag. Hvorvidt magasinerne bliver en kommerciel succes afhænger fuldstændig af, hvorvidt man får mulighed for også at købe ind lokalt, men der er bestemt potentiale i konceptet.
Magasin-satset fra Berlingske Media skal ske gennem udgivelse af gratis, glittede og lokale livsstilsmagasiner, der skal udkomme fire gange om året med et samlet oplag på 523.000.
Emnerne bliver alt fra mad, boligindretning og kæledyr til kulturelle oplevelser, havearbejde og kendis-interviews. Tanken er, at magasinerne skal trække på livsstilsstoffet fra Berlingskes mange andre medier, kombineret med specialproduceret indhold fra de lokale redaktioner.
På længere sigt er planen, at magasinet skal udgives i alle de byer, hvor der også er en lokalavis fra Berlingske koncernen.
Hvorvidt annoncerne bliver attraktive afhænger af mulighederne for at indkøbe lokalt
En del af indholdet vil dog gå igen uanset, hvor magasinet udkommer, og det samme vil gøre sig gældende for annoncerne. For begge gælder dog, at der også vil være unikt indhold, der afhænger af udgivelsessted.
Det er særligt muligheden for glittede lokalannoncer, der er attraktiv for annoncørerne, vurderer Tina Malmstrøm, der er Print Director ved IUM.
”Ideen med at lancere et kvartalsmagasin med livsstilsstof og lokalt indhold, tror jeg, vil blive modtaget godt hos både læserne og annoncørerne. Det er dog afgørende for annoncørerne, at de kan få ændret deres materiale for hver udgivelse, således at de kan have en lokal afmelding til eksempelvis en nærliggende butik eller kan have særligt tilbud for borgerne i et givent område område,” siger Tina Malmstrøm.
“Hvis annoncen skal være den samme i alle områderne vil interessen for detailhandlen ikke være ligeså stor, da de så lige så vel kan benytte de øvrige landsdækkende medier,” afslutter Tina Malmstrøm.
Magasinerne vil skabe en stærkere profil for Berlingske Medier i Jylland og er med til at udvikle printmarkedet mere generelt
Samlet set vil de lokale magasiner dog også være med til at styrke avishusets lokale profil og skabe en bedre dækning vest for Storebælt, hvor Jyllandsposten traditionelt har været stærkere.
Efterhånden som flere og flere af de dagligdags nyheder går online er det netop livsstilsstoffet og eksklusiviteten ved at sidde med en fysisk avis eller magasin, der fastholder læserne, og det er vigtigt at printmedierne fortsætter med at arbejde med disse kvalitative værdier. Også derfor hilser vi tiltaget velkomment.
Du kan læse mere om Berlingske lokalmagasiner på markedsforing.dk


ShareThis


Skriv en kommentar