Facebook ER det nye Afrika

Af: Christian Strand, Interactive Director
På K Forum onsdag d. 14. april kunne man læse webbureauet Dwarf afskrive Facebook som kommercielt medie. Overskriften på arktiklen var Facebook er det nye Afrika. Pointen var at Facebook blot giver adgang til en masse mennesker men ingen penge. Det er en katastrofal fejlkonklusion på linje med dengang det ene marketing orakel herhjemme efter det andet afskrev internettet. Facebook ER det nye Afrika…rigt på mineraler, ressourcer, mennesker og potentiale…men som med alt andet, så skal man arbejde lidt på at få noget retur.
Er glasset halvt tomt eller halvt fuldt?
I artiklen refererer Dwarf til en ny undersøgelse, de selv har lavet sammen med Userneeds, og den viser, at Facebook’s brugere på næsten alle parametrer forholder sig negativt til reklamer og brands.
Faktisk ønsker næsten halvdelen af brugerne ifølge undersøgelsen, at virksomhederne helt skal forlade Facebook. Men her starter så de negative fejlkonklusioner. I mine øjne er det unikt og positivt, at det kun er under halvdelen af brugerne, der ønsker virksomhederne væk.
Prøv at stil det samme spørgsmål i forhold til traditionelle bannerreklamer… eller TV-reklamer… og jeg vil garantere, at langt flere ønsker et reklamefrit miljø. Meget meget få mennesker gider reklamer, hvis du spørger dem om det!
Jeg kigger bare… men det er helt normalt
I undersøgelsen fremgår det også som noget negativt, at kun 1 ud af 10 har sendt en kommentar til en virksomhed på Facebook! At det kun er ca. 10% der aktivt involverer sig er der INTET nyt i, og det ligger faktisk 100% i tråd med det generelle billede, vi ser på nettet.
Ca. 90% kigger bare med og ”kun” 10% involverer sig aktivt og producerer indhold. Det er i øvrigt den samme fordelingsnøgle vi ser, når vi snakker om distributionen af indhold (f.eks. virale film) på nettet. 10% videredistribuerer og 90% ser bare med.
Men igen synes jeg faktisk at en 10% involveringsgrad er ekstrem høj og bestemt ikke noget negativt. De 10% er jo også med til at gøre det hele mere levende for de 90%, der kigger med, og når der blandt de 10% også er en del brandambassadører, bliver det ikke mindre interessant.
Facebook kan sjældent stå alene
Jeg deler ikke Dwarf’s kritiske opfattelse af Facebook som annoncemedie. Problemet er ofte, at Dwarf’ og mange andre webbureauers og annoncører sidder med en opfattelse af Facebook som en stand-alone-aktivitet og en potentiel ”løsning på alt”, og der går det galt.
Alene fungerer Facebook ikke særlig godt, men formår du at integrere det med alt andet du foretager dig off- og online har du fat i en potentiel guldgrube. Uanset hvordan du definerer din målgruppe, så kan du finde den på Facebook, men du skal sætte tiden og ressourcerne af til konstant at monitorere og optimere dine aktiviteter – og du skal sørge for at de ikke lever deres eget isolerede liv.
Facebook lader dig komme tæt på målgruppen med høj ROI
På det mest basale plan fungerer Facebookannoncer på mange måder som Googleannoncer. Du bygger en annonce og byder en pris. Facebook trumfer ved at du derudover også kan arbejde med meget specifikke målgrupper, hvilket afspejler sig i konverteringstallene, hvis du gør det rigtigt.
Jeg ser efterhånden tit, at Facebook’s bygselv annoncer konverterer ligeså godt som Google,. Det sker også med jævne mellemrum, at de faktisk konverterer bedre. Men ligesom med Google, så skal der arbejdes på det.
Det er ikke nok bare at lave én annonce, byde en pris og så vente på, at kunderne kommer til dig. Det er heller ikke nok bare at lave en fanpage, og forvente, at brugerne strømmer til af sig selv. Præcis som med al anden annoncering er du er nødt til at tilbyde noget, de andre ikke gør, og du er nødt til at gøre opmærksom på det. Gør du det, så er upsiden uendelig.


ShareThis


Skriv en kommentar