Jyllands-Posten relancerer sig selv

Af: Tina Malmstrøm, Head of Print
Dagbladet Jyllands-Posten har i samråd med sine læsere besluttet igen at have primært fokus på dybdegående journalistik. Avisen vil flytte magasinerne med det lidt lettere stof fra hverdagene til weekenden og i stedet bruge den daglige spalteplads til politiske og internationale nyheder.
Om annoncørerne vil tage godt imod beslutningen om at samle avisens magasiner i weekenden bliver spændende at følge. Hos IUM mener vi, at JP har truffet en klog beslutning.
JP er stærk i øst og vest
Dagbladet Jyllands-Posten har en stærk position i både Øst- og Vestdanmark og dækker bredere end de konkurrerende morgenaviser. Avisen, der er kendt for sin stærke og dybdegående journalistik, har de seneste år forsøgt sig med at vægte den lidt lettere journalistik i et bredt udvalg af specialmagasiner.
JP er imidlertid, præcis som de andre dagblade, ramt af læsertalsnedgang. Selvom avisens læsertab nu er nogenlunde stagneret, er læsertallet et af de laveste i avisens historie. Efter at have afprøvet forskellige løsninger har man hos JP indset, at det lette stof ikke er det, der vil sikre avisens overlevelse på sigt, men at de skal gøre det, de er bedst til – nemlig levere nyheder og dybdeborende journalistik.

Nøglen til overlevelse er læsernes interesser, ikke annoncørernes
Skønt magasiner som Tour, Puls og Living bidrager til avisen med både populær-stof og en masse annonceplads, er det ikke det, JP’s læsere vil have. JP har nemlig spurgt sine læsere, hvad de synes, avisen burde satse på, og svaret var klart: Det dybdegående journalistiske stof.
JP vil derfor vende tilbage til sin kernekompetence og give læserne grundigt gennemarbejdede nyheder og artikler. Fremover vil avisen satse på at øge sin troværdighed som saglig, velorienteret dagblad samt levere stof, der er relevant for læseren.
Helt overordnet vil det politiske stof fra både indland og udland få mere spalteplads i hverdagsudgaverne af den nye avis, ligesom erhverv og debat vil komme til at fylde mere. Læserundersøgelsen viste, at læserne ikke havde tiden til at læse magasinerne i hverdagen, og derfor er disse flyttet til fredag, lørdag og søndag, hvor læsetiden er længere. Grafikken herunder viser, hvordan den nye avis vil være bygget op.

Vurdering: Hvis læserne prioriteres, vinder alle
Dagbladene er afhængige af indtægter fra både annoncører og læsere, men aviserne må nødvendigvis prioritere læserne, hvis de vil sikre deres egen overlevelse; uden læsere, ingen avis.
Relanceringen af avisen følger læsernes krav til deres avis. Redaktionerne har lyttet loyalt til læserkravene og har ikke skelet til, hvorledes relanceringen vil opfattes af annoncørerne. Om det vil påvirke annoncørenes allokering af mediekroner, må vi vente og se.
Hos IUM tror vi imidlertid, at annoncørerne på længere sigt vil nyde godt af JP’s beslutning. Vi er overbeviste om, at hvis JP formår at styrke forholdet til læserne, vil en stabilisering af forholdet til annoncørerne automatisk følge efter. Avisens troværdighed vil uden tvivl smitte af på annoncørerne.
Lancerer ny udgave midt i en læsertalsperiode
Selvom vi er spændte på at se, hvordan læserne tager imod den nye udgave af Jyllands-Posten, må vi vente et lille år med at få svaret. JP lancerer først den nye avis den 29. august, og det betyder, at der først foreligger fuldt halvårslæsertal for sektioner og hovedavis til juli næste år.
Vi vil i løbet af det kommende halve år se hvordan læsertallene for JP overordnet udvikler sig, men læsertal for sektionerne/magasinerne får vi som bekendt først om et år.


ShareThis


Skriv en kommentar